vand, og han holdt sluserne igjen længst mulig om vaaren. Ved at godsnakke med opsidderne og betale dem lidt undgik han dog retslig paatale.
Omkr. 1740 stod sønnen Mikkel Wolf som eier af Melsom. Han udvidede brugsdriften endnu mere, men optraadte mere stivt end faren overfor opsidderne. Vaaren 1739 stod vandet endnu 20. mai høit opover jorderne. Alle henstillinger fra bønderne var faafængte; de fik det svar, at han vilde udnytte sin dæmningsret. Men saa gik bønderne rettens vei, og de vandt sagen med glans, da dommen faldt høsten 1741.
Endnu en proces blev Jakob Olssøn indblandet i. Den havde sin komiske side, og bygdefolket fik sig sikkert en god latter. Men Jakob Olssøn havde ingen grund til at le med, for processen førtes mellem hans egen søn og svigerdatter. Sidstnævnte sad igjen som enke paa Vik efter Jakobs ældste søn Hans. Hun eiede ikke stort i gaarden, og da næstældste søn Ola skulde gifte sig og have gaard, kjøbte han Vik. Men svigerdatteren negtede at flytte. Og Ola maatte procedere en 2–3 aar, før han fik hende ud. Men baade Ola og hans fader optraadte rigtignok meget lemfældig, ja skriveren kan ikke dy sig for at tilføie i protokollen, at hun havde fortjent en ganske anden justits.
Som nævnt sluttede Jakob Olssøn som lensmand i 1752, og fire aar senere gav han fra sig sine gaarder til sønnerne. Han døde 1763, 85 aar. Hans anden hustru var død allerede 1739.
Jakob Olssøn havde en stor barneflok, ialt 14, hvoraf dog flere døde unge. Men en talrig efterslegt stammer ned fra ham, spredt i Tønsberg-egnen. Og blandt hans efterkommere finder vi ogsaa den mand, som i 1800-tallet blev distriktets mest navngjetne, sæl- og hvalfangeren Svend Foyn. Han var Jakob Olssøns sønnedattersøn.
