var, viser sig af det, som er bekjendt angaaende Gudens store Billede i Upsala[1].
Men Tjølling (Skiringssal) var ikke alene et Sted for Frøis Tilbedelse. Ogsaa Guden Tors Navn og dermed vistnok ogsaa hans Kultus har været knyttet til den samme Egn. Den Halvø, som begrænser Viksfjorden mod Øst, kaldes nemlig fremdeles Torsø. Jeg har nylig i en anden Afhandling behandlet denne Fjord, for at kunne bestemme de Principer, hvorefter vore gamle Forfedre i Almindelighed drev sin Kystfart, og de Hensyn, der afgjorde deres Valg af Plads for de mere søgte Handelssteder[2]. Det viser sig nu, at den paaviselige Parallelisme mellem Viksfjorden og Tønsbergfjorden er endnu mere gjennemført, end det oprindelig kunde formodes. Begge Fjorde dækkes nu mod Øst af Halvøer. Men ligesom Nøterø ved Tønsbergfjorden har været en Ø, saa er dette ogsaa Tilfældet med den saakaldte Torsø. I Oldtiden har Viksfjorden ogsaa fra Østsiden været tilgjængelig mindst gjennem et, antagelig endog gjennem to Sund.
Af disse har det ene været paa det Sted, hvor nuet ganske lavt Eide stikker over fra Fjord til Fjord, lidt søndenfor den bekjendte Fiskerhavn, Ula. Men ogsaa mere nordlig, fra Viksfjordens nordre Bund er det rimeligt, at der paa lignende Maade har ført et Sund over. Her siges der at være, oppe paa Land, fundet Levninger af et gammelt Skib, i det formodede gamle Udløb, der nu forlengst er gjengroet. Viksfjorden er ovehovedet en Bugt, som hurtig gror igjen og grunder op, hvilket fornemmelig skal skyldes den Slags Siv, som vokser i Mængde
