at j Monom maa antages at være Mo i Sandeherred (GN. 41), lidt i NV. for Byen Sandefjord, og Næsium vestra Nes vestre sammesteds (GN. 158), ved den sydlige Ende af Goksjøen. Er dette rigtigt, vilde ialfald en betydelig Del af Sandeherred være at henregne til Skiringssalr. Medens denne Forfatter selv dog kun siger, at disse Gaarde »sandsynligvis er Gaardene Mo og Vestre Næs i Sandeherred«[1], heder det nu i en Afhandling af en anden Forfatter i dette Bind af »Historisk Tidsskrift«, at de »vitterlig« er de nævnte Gaarde i Sandeherred[2]. Da det efter mit Skjøn ikke alene ikke er vitterligt, men endogsaa aldeles usandsynligt, at der ved j Monom og Næsium vestra sigtes til Mo og Nes vestre, vil jeg, foruden at henvise til Gustav Storms Afhandling »Skiringssal og Sandefjord«[3] med dens vægtige Argumenter mod de Resultater, hvortil Hr. Sørensen er kommen, søge at give yderligere Grunde mod en saadan Antagelse.
Ser man bort fra det omtvistede Sted i Dokumentet fra 1445 (DN. IX 271), finder man ikke Gaarden Mo i – Sandeherred nævnt før i et Skattemandtal fra 1528[4]. Formen i Brevet fra 1445 (j) Monum er Dativ af Mórinn, bestemt Form af Mór, altsaa »Moen«[5]. Men baade i 1528 og overalt, hvor Gaarden Mo i Sandeherred ellers nævnes, har dens Navn ubestemt Form (Moo, Mou, Mouff, Moe)[6]. Hvis man nu efter O. Ryghs »Norske Gaardhavne« gjennemgaar Navnene i Sandeherred og de nærmeste Herreder, Sem, Stokke, Nøtterø, Tjølling, Brunlanes og Hedrum[7], viser det sig, at af de 63 Gaardnavne, som
