maa en hel Del Gaardnavne forklares; men det viser sig ogsaa, at Tilnavne er gaaet over til at bruges som virkelige Navne, hvad der maaske har været Tilfælde her.
Heller ikke Skibsfundet paa Gokstad kan egentlig siges at være af nogen afgjørende Vægt for Hypothesen om, at Gjekstad er det gamle Geirstaðir. Det viser kun, at en anseelig Mand har været hauglagt der. Osebergfundet har jo nu bragt et endnu prægtigere Skib for Dagen; men hvem den Kvinde har været, som her har været hauglagt, er os fuldstændig ubekjendt. Og naar her »Saga har glemt, hvad hun vidste«, kan det samme gjælde Gokstadfundet. Ogsaa den Omstændighed, at den i Gokstadhaugen begravede Mands Ben tyder paa, at han har lidt af sterk Ledgigt, har ved Osebergfundet tabt i Værd som Bevismiddel for, at den af »Fodverk« døde Kong Olav har været begravet der, naar man nu hører, at de paa Oseberg fundne Ben af en Kvinde vidner om samme Sygdom. End ikke det Argument af Sørensen, at Gokstadhaugen viste sig at være opbrudt i gammel Tid, ligesom Olav Geirstada-Alvs Haug skal være opbrudt af Olav den helliges Fosterfader Rane Vidførle, bliver uberørt af Osebergfundet: ogsaa Oseberghaugen har desværre været opbrudt og plyndret[1].
- ↑ Som et Exempel paa, hvad god Vilje kan bringe af Argumenter, skal jeg anføre et Sted i Sørensens Det gamle Skiringssal (I 59): »Det fortælles ..., at Rane Vidførle boede et kort Stykke Vei fra Geirstad .... Skulde man finde Ranes Hjem igjen i Navnet »Ranvika« lige ved Sandefjord?« »Ranvika«, Matrikulens Randviken, udtales ifølge O. Rygh Rannvika og kan isaafald ikke være et gammelt Ranavík; dette maatte nu hede Ranavika eller Rånavika. End om man vilde søge Ranes Hjem ved en Vik i Tjølling, som paa Kartet skrives Raneviken? Den ligger kun 6–7 Km. fra Gjerstad i Tjølling, og dens Navn kunde, om nogen gad gjøre det, tages til Indtægt for, at det sidste Sted er det gamle Geirstaðir.
