stykke kunde være en smuk Opgave, og da bliver det selvsagt, at Stedet maa være Handelspladsen i Skiringssal. Der er gravet i derværende Hauge. Men Hovedsagen maatte være at finde Stedet; hvor Omsætningen er foregaaet, og hvor Livet har pulseret. Det synes dog rimeligt, ”at skjønt antagelig tusinde Aar er hengaaet, siden Handelen flyttede sig derfra op til Tunsberg, saa maa der dog paa den gamle Handelsplads være Spor at finde, kanske endog meget stærke og tydelige Spor. Skiringssals Handelsplads maa først søges paa Gaarden Kaupang ved Viksfjorden. Rundt omkring ligger et interessant archæologisk Felt. Ved at samle Kræfterne: om dette og der aabne et fagmæssigt, sagkyndigt Arbeide, kan det ikke være tvivlsomt, at der i den ene eller anden Form maatte blive udvundet Resultater.
De skrevne Kilder kan kun vanskelig give noget mere. Det bliver de Kilder, der vindes ved sagkyndig Gravning, og som herefter maa bringes tilveie, paa hvilke der maa lægges mest Vægt. Alene ad den Vei kan der vindes fornøden Klarhed over, hvad Vestfoldsriget har været for vor ældste Historie. Men netop fordi her er saa meget at vinde af reel historisk Interesse, maa Historiens Dyrkere udtale et varmt Ønske om, at Undersøgelsen sker snart, samlet og med Kraft. Tiden bør nu være inde, da der skaffes nyt Materiale. Saadant kan ialfald skaffes.
De Forsøg, som hidtil har været gjort paa at klargjøre, hvad der i norsk og islandsk Literatur overhovedet har været ment med hörgr, kan trods den derved anvendte Lærdom og Skarpsindighed ikke erkjendes at have bragt store Resultater. I Grunden staar vi fremdeles lige uklare overfor Løsningen. Saa meget kan vi dog sige, at det ikke vil blive muligt at tilveiebringe fuld
