ogsaa for andre Mindesmærker af disse Typer. Derimod er det med vor mangelfulde Kundskab, ikke muligt bestemt at definere, hvorvidt noget af de her omhandlede Monumenter netop er en virkelig hörgr. Rimelighed er der imidlertid for, at de begge er det, – at man her har to af de forskjellige Former, hvori disse Kultuspladser har været anordnede og indrettede.
Men under disse Omstændigheder er det mig ikke muligt at slutte mig til de Resultater, hvortil Finnur Jónsson er kommen i sin, før paaberaabte lærde Afhandling om hörgr. Ud fra de literære Kilder, som han udelukkende har benyttet, kommer han til den Slutning, at hörgr, som Ord fra den religiøse Kultus er en urgammel Betegnelse for Gudehuset, Templet, i Norden specielt for det Tempel, som er viet Gudinder. Han føier dertil: »I det 13de og 14de Aarhundrede var man af ganske naturlige Grunde paa Island ikke mere ganske klar over Ordet, uagtet enkelte Lærde, som Snorre selv, havde erkjendt, hvad der var det rigtige. Det blev nu identificeret med det til vore Dage paa Island kjendte hörgr = Bergtind eller fremragende Klippe, og saaledes synes den falske Betydning Stenalter at være opstaaet.»
Efter min Opfatning maa denne Forklaring antages at stride mod de synlige Mindesmærker, der er bevarede til vore Dage. Ved en Undersøgelse af, hvad en hörgr var, kan det ialfald ikke undlades at tage Hensyn til dem, og dertil kommer, at Ordets virkelige Etymologi netop synes at pege i den Retning, at Forklaringen af Stenalter som den oprindelige Betydning ialfald maa erkjendes at have særdeles gode Grunde for sig.
Til hörgr svarer nemlig den keltiske Rod car, der netop har Betydning af Sten, – den samme Rod, hvoraf Kelterne dannede sit Ord carn og videre cairn, der jo er den Betegnelse, der paa de britiske Øer anvendes om
