saa lagt hans Personlighed, med andres, under sig, og parallelt med Fortællingerne om ham har der ogsaa gaaet andre hadelandsk-ringerikske Sagn. Om deres Paalidelighed kan der nu ikke dømmes. Men det maa forudsættes, at der paa Hadeland har været Overflod paa gamle Sagn, og at disse har holdt sig forholdsvis længe ned i Tiden. De har levet i Aarhundreder paa Folkets Mund, indtil de blev paatrufne af kyndige Mænd, som kom derhen, fik høre den mundtlige Tradition og nedskrev den. Nærmest maa dette gjælde de Sagn, som de islandske Historikere har anbragt i Halvdan Svartes og Harald Haarfagres Saga. I denne sidste er f. Ex. Hadeland mere fremtrædende end f. Ex. Vestfold.
Saa er der de omfattende Sagn, som er sammenfattede under de kjendte Benævnelser, Hversu Nóregr bygðist og Fundinn Nóregr med de til det førstnævnte knyttede Ættetavler. Ogsaa i disse Sagn er der Hentydninger til Hadeland, hvis Eponym Höðr der indtager en fremtrædende Plads. I disse Beretninger synes i stor Udstrækning østlandske, især oplandske Sagn at ligge til Grund for de derpaa byggede Kombinationer og Konstruktioner. Meget deraf viser sig allerede ved første Øiekast at være vilkaarligt og helt nye Tilføielser. Men andet hviler sikkerlig paa gamle Sagn, og disse er igjen for en væsentlig Del Vandresagn og finder som saadanne sin Forklaring.
Der har visselig udover Oplandene, hvorunder ogsaa Ringerike og Hadeland indgaar, været spredt en stor Sagnmasse. Under denne samles der lige meget historiske, som æventyrlige Sagn. Der er Historie, hvori der er digtet ind Legender og Æventyr. Der er Æventyr, hvori der omvendt er presset ind Historie. Levningerne af det hele findes – som jeg foran har antydet – bevaret i Halvdan Svartes og Harald Haarfagres Sagaer.
