om Slaget i Hafrsfjorden. Men denne har Snorre udseet til der at anbringe en anden Skildring. Der fortæller han om, at der ryddedes nye Lande, og om, at Harald blev Norges enevældige Konge. Han giver altsaa ligeledes der en vigtig Episode, men rigtignok af en anden Art.
Snorre maa med denne Fordeling af sit Stof have fulgt en bestemt Plan. Der maa være en Grund, som har foranlediget denne Spredning. Det naturlige skulde være, at han paa et og samme Sted havde givet en helt omfattende Skildring af den Rigsforfatning og af de Samfundstilstande, som Harald Haarfagre skabte gjennem sin Samling af det hele Norge. I det Sted har han foretaget en Deling og skildrer Rigsforfatningen meget længe, forinden han omtaler Rigsenhedens Grundlæggelse.
De Grunde, som her har ledet Snorre til at fordele sin Skildring af de nyskabte Forhold i to Afsnit, lader sig naturligvis ikke angive med fuldt afgjørende Sikkerhed. I den Henseende maa vi gjøre Afkald paa at kunne fastslaa endelige Resultater. Men vi har Lov til at forsøge med Gjætninger, som maaske kan blive til sandsynlige Slutninger.
Heimskringlas Kilder er for den ældste Tid at søge i den Tradition, som fremdeles levede paa Folkets Mund, tildels i bunden, tildels i ubunden Form. Snorre har holdt sig til Kvad og lokale Sagn. Paa dem har han bygget sine Slutninger og søgt at fordele dem i sin Skildring, hvor han mente at kunne give dem en korrekt Plads. Naar han omtaler Rigsforfatningen mellem Haralds Samling af Oplandene og hans Indtrængen i Trøndelagen, da kan der for dette søges en meget nærliggende Grund deri, at han i de hidhørende Sagn har ment at have for sig en Tradition, som stammede fra Oplandene og alene angik den Ordning, som han eller hans Forgjængere havde indført over det østlige Norge.
