Saafremt det paa denne Maade forudsættes, at Snorre
her har fulgt østlandske Traditioner, er det for det første
en god Forklaring til det mærkelige Træk, at han netop
har valgt vedkommende Sted af sin Fortælling til at meddele
dem. Ganske vist forholder det sig saa, at Snorre i
Almindelighed har bygget sin berømte Skildring af det
nye Rigsstyres Organisation paa en kritisk prøvende og
afveiende Undersøgelse af forskjellige Sagn og Traditioner,
som han havde indsamlet. Han har ikke været en blot
og bar Nedskriver af det, han hørte af andre om, hvad
der endnu i hans Dage fortaltes”. Men dermed kan det
vel lade sig forene, at han paa et enkelt Punkt hovedsagelig
har havt en bestemt lokal Tradition at holde sig
til. Hele Anordningen af det her omhandlede Afsnit er
en saadan, at dette maa ansees at give en meget nærliggende,
kanske endog den mest nærliggende Forklaring,
som kan bydes.
Her har det ingen afgjørende Betydning, at Snorre antagelig ikke har havt synderligt Kjendskab til Vestoplandene[1]. Sagn derifra har han ligegodt kunnet kjende, og han kan have havt bedre Viden om den nordlige og østlige Del, af Oplandene. I sit Skrift om Snorre Sturlassøns Historieskrivning har forøvrigt G. Storm i det Afsnit, som er viet Harald Haarfagres Saga (S. 114–120), ikke omtalt, hvad der i denne staar om den nye Rigsforfatning, saa at han ikke har udtalt sig om det besynderlige i, at denne har faaet sin særegne Plads. Dermed følger ogsaa, at der ikke er fremsat nogen Teori om de Kilder, som derved er benyttet.
Jeg bliver staaende ved den Opfatning, at det ikke gaar an, uden videre at betragte Harald Haarfagres Rigs-
- ↑ G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S. 86.
