ordning, som noget, han var alene om at have indført. Alexander Bugge[1] har allerede fremsat den Formodning som en Mulighed, »at de store Grundprinciper for hans Statsstyre ikke stammer fra Harald selv, men at alt tidligere Planen er udkastet i hans Æt«. Det er, saavidt jeg tør dømme derom, det, som nærmest vil ramme det rigtige Forhold. De rigsdannende Tanker, som under Harald Haarfagre blev omsatte til Virkelighed, var gamle i Ætten, og de modnedes først gradvis. Han kunde ikke gjennemføre dem med et eneste Slag. Det samlede Norge havde et Mellemled fra de enkelte Stammers Selvstyre, idet Ynglingeætten begyndte med at lægge hele det østenfjeldske Norge under sig. Vestfold-Oplandsriget blev en Overgang til det større Rige, der strakte sig fra Gautelven til Senjen, og i disse mindre Forhold blev den Rigsforfatning, der af Snorre skildres som skabt af Harald, først praktiseret, maaske endnu før han var kommen til Styret af sine Arvelande.
At saa tillige Skildringen af denne Rigsordning først er bygget paa Traditioner fra Oplandene, maa være en Slutning, som ikke kan afvises. Men det kunde da tillige være værd en Tanke, om den ikke oprindelig er en for de østlige Landsdele beregnet Ordning. Imidlertid vil der ikke kunne gives Svar herpaa, uden efter en ny Undersøgelse af Mørernes og Gulatingslagens Fylker.
Østlandet havde sine Riger, Marker og Lande, Trøndelagen sine smaa, skarpt afgrænsede Fylker, og Vestlandet faldt igjen fra hinanden i Mører, Fjorde og lign. Det bliver et meget uensartet Billede, som det hele Land frembyder. Har da dette Land havt en saa ensartet Ordning som den, der maatte forudsættes, hvis Harald
- ↑ Vesterlandenes Indflydelse paa Nordboerne i Vikingetiden, S. 130.
