for at kalde den ældgamle Fylkesinddeling til Live. Den tør imidlertid neppe være at anbefale, ialfald ikke saalænge der savnes fuld Klarhed over, hvad den var. For de Spørgsmaal, hvormed vi her skulde beskjæftige os, kunde det være afgjørende, hvis der lod sig skaffe fuldt Rede paa, hvad Fylket egentlig var, og hvad der til enhver Tid i enhver Landsdel mentes ved et Fylke. Men det er derom, vi savner nærmere Kundskab. Selv Snorre har neppe havt disse Ting helt paa det klare, skjønt han med san megen Bestemthed udtalte sig om Rigsforfatningen og de administrative Fylker, hvorpaa denne var bygget.
Gustav Storm har ingenlunde helt løst Spørgsmaalet; han har ikke klaret alle Vanskeligheder. Men han har givet mange værdifulde Vink. Dertil regner jeg ikke mindst hans Paapegen af Forskjellen mellem Hadeland og Toten som Landskaber og de tilstødende Fylker. Efter hans Mening har Hadeland og Toten ikke været selvstændige Fylker, men kun »Tilliggelser til Fylkerne«. Herved kommer man imidlertid op i andre kritiske Spørgsmaal, som heller ikke saa hurtig lader sig besvare.
Hvordan kan det saa gaa til, at Hadeland, der utvivlsomt har havt ældgammel Bebyggelse, og som har eiet en tidlig høit udviklet original Kultur, ikke ligesaa vel som Ringerike har været regnet som Fylke? Men det samme siger jo Historia Norvegiæ i Afsnittet: de montanis Norvegiæ, at Raumarike og Ringerike var regna ɔ: Kongeriger, Fylker, medens Hadeland og Toten dertil var continuæ provinciæ ɔ: sammenhængende Landskaber. Gustav Storm maa her have begaaet en Feil, naar han i den nævnte Afhandling anfører Toten og Hadeland som Tilliggelser til Hedemarken. Snefridsagnet er jo netop den mest bestemte Protest imod enhver Tanke paa en saadan Ordning. Dettes Forudsætning er jo helt igjennem en ganske anden, at der er nær indre Sammenhæng mellem Ringe-
