rike, Hadeland og Toten. I denne Forudsætning passer saa igjen de Anførsler nøie ind, som forekommer i Historia Norvegiæ om Fylkerne og de dem underordnede Landskaber, – kun at det ikke kan forstaaes, hvorfor Hadeland og Toten netop skal indtage et lavere Rangtrin end Ringerike.
Alle de Sagn, som har bevæget sig om Halvdan Svarte og Harald Haarfagre – derunder ogsaa om Snefrid og hendes Sønner – de er fra Vest-Oplandene, nærmest fra Hadeland. Men de har ogsaa havt sin Tilknytning til ØstOplandene. Rimeligvis har i stor Udstrækning Landskaberne paa begge Sider af Mjøsen i Sagnene væsentlig havt et Fælleseie. Mange Sagn kan have været specielle for den ene eller anden Hoveddel. Meget har dog været fælles.
Et af disse Tilknytningspunkter mellem de østlige og de vestlige Sagngrupper er den flere Gange tilbagevendende Sagnskikkelse, Svade Jøtun eller Finnekonge, Svade norðan af Dofrum, som paa Hadeland er Snefrids Fader og paa Hedemarken optræder som Fader til den mange Slægtled ældre »Konge« Rolv i Berg. Han gaar igjen fra den ene Generation til den anden, i den Henseende et ligesaa interessant som lærerigt Sidestykke til den bekjendte Dalegudbrand, der ogsaa repræsenterer flere Slægtled og stadig paa ny dukker frem. I Svades Tilstedeværelse paa begge Sider af Mjøsen ligger Beviset for, at der ogsaa er en indre Sammenhæng mellem de paa dem hjemmehørende gamle Sagn og Traditioner. Som Fader for den mytiske Konge Rolv paa Hedemarken og som Snefrids tryllekyndige Fader er han den samme Person, greben ud af de gamle mytiske Sagn, uden Hensyn til Kronologi og Genealogi.
Som af P. A. Munch og O. Rygh[1] formodet, kan det
- ↑ Norske Gaardnavne, III, Hedemarkens Amt, S. 45.
