et af de mange, hidtil altfor lidet paaagtede Træk, som kan bidrage til at belyse hele denne Sagnmasses Eiendommeligheder, dens Ophobning og dens Bygning.
At mærke er her ogsaa et andet Træk – at Snorre lader det store og afgjørende Slag, hvori Halvdan Svarte overvinder den Hedemarkskonge Eystein, som var hans Modstander, blive udkjæmpet paa Helgeøen. Det maa ansees som rimeligt, at han har taget denne som Valplads, fordi der paa hans Tid har levet Sagn om Konger Eystein, knyttede til Eyin helga. Ellers maatte det jo forekomme rimeligere at henlægge et saadant Slag til det faste Land.
Naar Navnene Svanhild og Eystein blandes ind i de Sagn, hvor ellers Snefrid og Svade Jøtun hører hjemme, bliver det et Vidnesbyrd om, at Sagnenes gamle Omrids ikke har været meget faste. For øvrigt kan der endnu knytte sig forskjellig Interesse til Navnet Eystein som Benævnelse for Oplandenes lokale Herskere, bl. a. som Veiledning til at forstaa Overgangen fra Fylkeskonger til Jarler og derpaa Tilbagegangen til Fylkeskongerne. Men dette maa her forbigaaes til en anden Leilighed. Muligens kan ogsaa det bidrage til at forklare Sammenhængen med de Sagn og Traditioner, hvorpaa Snorre har bygget sin Beretning om Harald Haarfagres Rigsforfatning. Hvis min Konjektur er rigtig om Navnets intime Sammenhæng med Eyin helga, kan den muligens ogsaa give Vink om, at Navnet er indkommet i Sagnene om Ynglingeættens Regjering i Upsala fra Oplandene, hvor det vel i dette Tilfælde maatte regnes som oprindeligt.
Endnu maa her mindes om et andet Tilknytningspunkt mellem det hadelandske Snefridsagn og de hedemarkske Sagnfigurer. En anden Dublering af Snefrid er antagelig den Aashild (Alvhild), der optræder som Datter af Ring Dagssøn paa Ringerike og saa giftes med Kong Harald. Hendes Børn er Dag, Ring og Ragnar Rykkil,
