fagre tre Hustruer i Stedet for en. Naar Hustruernes Antal paa denne Vis er forøget, sker det ogsaa med Børnenes. Jeg har allerede i min foregaaende Afhandling (S. 154) omtalt, hvor mærkeligt det er, at Harald Haarfagres Sønner er anbragte rundt om i Landet paa en saa behændig Maade, at der bliver en Gruppe af dem for hver lokal Kongeæt, som senere træder frem. Jo mere jeg sysselsætter mig med de hidhørende Sagn eller Traditioner, som de er komne til os i Sagaerne om de første Konger, desto sandsynligere forekommer mig denne Forklaring, at Harald Haarfagres mange Sønner for en Del er komne ind i Beretningerne som en Følge af en almindelig Bestræbelse efter at kaste Glans over de lokale Fylkeskongeætter.
Det er forøvrigt mærkeligt, at netop paa Oplandene er Navnet Fylke først sent indkommet. Hvis min Forudsætning om, at Rigsforfatningen egentlig hørte hjemme der, erkjendes for rigtig, er imidlertid dette paafaldende. Man maatte da forudsætte, at Harald havde kaldt de derværende Jarledømmer for Fylker, og at dette Navn for lengere Tid var forsvundet, da Smaakongerne igjen kom ind. Saa kan Forholdet ialfald forklares.
Netop i denne Del af Traditionerne om Harald Haarfagre, som omhandler Kongesønnerne, er det, Østlandet griber ind. Det er allerede et Træk, som i denne Forbindelse kan have megen Betydning, at Heimskringla lader Harald foretage Delingen af Landet mellem sine Sønner paa et østlandsk Ting, som det heder: »Kong Harald stevnede da et folksomt Ting øster i Landet og stevnede Oplændingerne dertil.« P. A. Munch har fremsat den Formodning, at Eidsvold var det Sted, hvor Tinget holdtes. Dette er dog neppe sikkert. Hvis Snorre har havt for sig en Tradition om, at det var et oplandsk Ting, kunde dette ligesaa godt været afholdt paa et mere nordligt Sted inden Oplandene.
