Her er da det tredie Sted, hvor Snorre taler om
Haralds Foranstaltninger med Riget. Det er let at se,
hvad Snorre har hørt af Traditioner om det, som blev
forhandlet paa dette Oplandsting. Det er følgende: »Han
skiftede Landet mellem dem. Vingulmark, Raumarike,
Vestfold og Telemarken gav han til Olav, Bjørn, Sigtryg,
Frode og Torgils; men Hedemarken og Gudbrandsdalene
gav han til Dag og Ring og Ragnar; til Snefrids Sønner
gav han Ringerike, Hadeland, Toten og det, som ligger
dertil.« Hvad der videre følger, maa bygge paa andre
Traditioner eller bero paa Snorres egne Slutninger. For
en Del hører det ogsaa hjemme i andre Forbindelser.
Saaledes kan det vistnok med overveiende Sandsynlighed formodes, at det, som Harald foretog paa dette Ting, kun har været en Statsakt, der angik hans vestfold-oplandske Rige, uden at det derfor nødvendig behøver at have været udelukkende hans egne Sønner, hvem han anbragte i de gjenreiste Fylkeskongedømmer. Som Snorre fremstiller de nye Forhold i de Dele af Riget, som overdroges til de nye Fylkeskonger, maa han derhos for deres Vedkommende faktisk omgjøre den Rigsforfatning, han selv tidligere har skildret.
Men den hele Tradition saavel om Rigsforfatningens Oprettelse som om dens Ændring bliver paa denne Maade et Led i, hvad Snorre har faaet sig fortalt om Oplandenes gamle Forhold. Fornemmelig vil jeg hævde, at Beretningen hos Snorre i Harald Haarfagres Saga, Kap. 34 om Rigets Deling gjælder Østlandet og det alene, fremfor alt Oplandet. Gutorm, som der faar Ranrike »fra Elven til Svinesund«, er allerede død i Kap. 33. Eirik faar nok visse Landsdele nordenfjelds, men aabenbart kun i sin Egenskab af Dauphin, og han bliver jo hos sin Fader. Snorre supplerer saa yderligere sin Række af nye Fylkeskonger med tre af Haralds Sønner, Halvdan Svarte, Halv-
