mellem Samfundsforholdene østenfjelds og nordenfjelds og lade denne opveie alt, som tyder i Retning af, at disse i mange Henseender har skilt sig ud fra hinanden.
Et vægtigt Bidrag til at forstaa de gamle norske Samfundstilstande, som de virkelig var før Harald Haarfagres Samling, vil det blive, om der kan skaffes bedre Indsigt i de gamle østlandske Sagns rette Mening. Det er disse, som for Sagaerne om de ældste Konger nødvendig bliver den hovedsageligste Kilde, og jeg tager neppe Feil, naar jeg siger, at de samme Sagaer ikke kan forstaaes, medmindre det bringes paa det Rene, hvorfra de Sagn og Traditioner, paa hvilke de bygger, har sin Oprindelse.
Sagn af denne Art spænder overhovedet ikke lettelig saa langt som til at omfatte et helt Rige, saa stort og tillige saa tyndt befolket som vort Fædreland. Det er allerede meget, om det kan gaa an at tænke sig Sagn, som omspænder hele Østlandet, knapt nok alle de Strøg, som samles under Oplandenes Fællesnavn. Vi har nærmest at gjøre med blot hadelandske, ringerikske, hedemarkske, gudbrandsdalske Sagn osv. Men disse har da ikke kunnet gaa synderlig langt udover Hjemdistrikternes Grænser. Saaledes er det ganske naturligt, at de nævnte Sagaer i en saa overveiende Grad sysselsætter sig med Østlandet og Oplandene, og at navnlig de vestenfjeldske Landsdele her træder mere tilbage for disse. Rigssagn fra Harald Haarfagres Tid kan ikke med Sikkerhed paavises. Hvad hans Saga i Heimskringlas Redaktion bygger paa, kan ikke være andet end mer eller mindre omfattende Landskabssagn.
Saaledes staar det ialfald for mig.
Men er denne min Opfatning af Sagaerne rigtig, da maa Studiet af disse i Fremtiden lægges paa en noget anden Grundvold. Meget af det, man hidtil har opfattet som gjældende hele Norge, faar da kun Betydning for
