Denne siden er ikke korrekturlest
36
LORENS BERG.
- Selveiergods, jord, som eies af bønder og ogsaa bruges af eierne.
- Bondegods, jord, som eies af bønder, men eierne bygsler den bort, enten fordi de har formeget, eller fordi jorden ligger for langt væk fra deres hovedbøl.
Disse to grupper danner tilsammen bygdefolkets egen andel i bygdens jord. Værdien heraf udgjør selvfølgelig ogsaa hovedparten af bygdefolkets formue (bygdekapital)[1].
- Krongods, jord, som tilhører kronen (staten).
- Adelsgods, jord, som tilhørte adelsfamiljer som privatgods.
- Kirkegods, jord, som tilhørte kirker, prestebol, skoler, hospitaler o. lign.
- Byborgergods, jord, som tilhørte byborgere eller ogsaa personer udenfor bondestanden, som nærmest maa jevnstilles med byborgere, f. eks. fogder, prester,
toldere o. lign.
De 4 sidste grupper danner det egentlige leilændingsgods, og værdien af dette kan kaldes fremmed kapital, modsat bygdekapitalen. Ogsaa brugerne af bondegodset hørte jo formelt til leilændingerne; men seet fra bygde-økonomisk standpunkt brugte de ligevel bygdefolkets egen jord.
Et bygdefolks økonomiske stilling maa kunne bestemmes efter forholdet mellem disse to hovedgrupper. Har bygdefolket stor andel i sit jordegods i form af selveier- og bondegods, da maa dets økonomiske evne være god. Og omvendt.
- ↑ Resten af formuen laa dengang væsentlig i besætninger og løsøre. Naar bygdefolkets andel i jorden her benyttes som gradmaaler for dets kapitalstyrke, maa det erindres, at i de uheldigst stillede bygder forrykkes forholdet: værdien af bøndernes besætninger og løsøre overstiger værdien af deres jord.
