Tilbage stod da som den bedste, men rigtignok besværlige
fremgangsmaade at foretage grupperingen efter
landskylden og lade hver eiendomsgruppe faa sin rette
andel i hvert enkelt brug. Landskylden, som i 1650
omfattede snesevis af enheder, maatte saa reduceres til en
enkelt hovedenhed, og som saadan er valgt skippund
tunge[1].
Som hovedkilde er benyttet en jordebog, som vedligger lensregnskabet for 1650 og angives at være udarbeidet dette aar. Som alt nævnt, er den lenets ældste mere fuldstændige jordebog. Den har selvsagt adskillige mangler. Af skattehensyn har fogden først og fremst lagt vind paa at faa oplyst, hvem der raadede for bygslen i hvert brug og saaledes indestod for skatterne. Som regel er dog ogsaa eierne af de mindre lodder navngivet, men af og til opføres de ogsaa under det intetsigende skilt: »andre lodeiere«. I hvert distrikt bliver derfor efter grupperingen tilbage en mindre portion herreløst gods, som maatte fordeles efter skjøn. Jeg gik da ud fra, at slige smaalodder helst tilhørte bønder og mindre kjendte byborgere; thi adelsgods, krongods, kirkegods og de rigeste byborgeres gods havde fogden lettest for at faa oplysning om[2].
Med fuldt forsæt udelader fogden adelige hovedgaarder,
prestegaarder, foged- og skrivergaarder samt slige bonde-
- ↑ Under reduktionen har jeg mest mulig rettet mig efter landskyldtaksten fra 1625. Men Vestfold havde sine afvigelser; saaledes blev her altid 3 pd. smør regnet jevngodt med 1 skpd. tunge; andetsteds regnet de gjerne 41⁄2 pd.
- ↑ Lidt er dog ogsaa for sikkerheds skyld tildelt disse grupper, da jeg stødte paa, i egne, hvor jeg var godt kjendt, at fogden ogsaa havde overset kirke- og krongods.
