Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/467

Denne siden er ikke korrekturlest
461
SVENSKETOGET TIL NORDERHOV I 1716.

ikke tænke, at Fienden var saa nær for Haanden, saasom de ikke den Dag utrolig havde ham ivente«.


III.
Kampen paa Harestuskoven.

Fredag Morgen – den 27de Marts – var Hadelændingerne just »udi Arbeide med at forskanse sig«, da Oberst Löwens Korps ved 9-Tiden »uformodentlig og hastig kom anmarsjerende«[1]. »Omendskjøndt de ikke tilfulde havde forskanset sig, antastede de Fienden med, hvis Vaaben og Verge de havde, og gav paa Fienden løs flere Salver.« Da et Par Timer var gaaet, – og rimeligvis alle de svenske Ryttere var naaede frem, – blev den største Del af Bønderne »forfærdet ved den Overmagt og store Antal af Fienden at regne imod dem«, idet de kun var 60 vaabenføre Mænd imod de 600 Karoliner. I sin Forskrækkelse vilde de tage Flugten fra Posteringen.

»Da Gregers Granevolden«, berettes der videre, »det fornam, talte han Almuen til og bad dem indstændig alle at staa mandelig og være deres Konge tro og sagde derhos: Vi er Gud pligtig en Død! Lader os fægte, saa længe vi kan! Og da de hørte, at Gregers saa talte, sagde de: Efterdi Du er slig, skal vi staa bi, saa længe Gud under os Livet! Og Gregers, som havde sin Kaarde ude blottet, svang den og sagde til en Del, som var bange: Det er lige saa godt, jeg dræber Eder, som Svensken skal dræbe

  1. Beretningen følger her nøiagtig den Fremstilling af Begivenhederne, som blev afgiven og beediget ved Thingsvidne paa Grans Vaarthing den 31te Marts 1717. De mange Citater i dette Afsnit er tagne fra Vidnernes Prov.