Sandsvær. Denne skyld var fordelt paa omkring 165 lodder[1]. Værdifuldest var vistnok Kjerrafisket i Lardal og gaardene Alby paa Veierland og Presterød ved Tønsberg.
Men hertil kom den rige høst, kronen havde gjort i dette len ved at inddrage det tønsbergske kirkegods. Allerede i reformationstiden blev St. Olavs-klostrets jordegods beslaglagt. Det kan anslaaes til omkring 125 skpd. tunge, hvoraf dog antagelig en 30–40 skpd. laa udenom lenet. Klostrets hovedgaard Auli, som laa ved siden af Sem kongsgaard, blev efter en tids forløb slaaet sammen med denne. Den jordegodsmasse, som laa til Laurentiuskirken i Tønsberg og gik under navn af provstigodset, blev neppe sekulariseret før omkring 1625. Den snaue landskyld af provstigodset udgjorde 90 à 100 skpd. tunge; dog laa ogsaa heraf adskilligt uden for lenet. Men dette angiver ikke den virkelige værdi af provstigodset; thi det var ogsaa tillagt en hel række særskilte herligheder, f. eks. brevløsningssmør, fornødspenge, bygselpenge af sognekirkernes jord, anpart af tienden i lenet osv.
Paa planchen er det samlede krongods i Tønsberg len i 1650 beregnet til 15 9 af lenets jord eller vel 250 skpd. tunge. Heri er da selvfølgelig ogsaa Sem kongsgaard medregnet. Dette tal stemmer godt med ovenstaaende opgaver.
Som bekjendt anslaaes krongodset for det hele land i begyndelsen af 1600-tallet til 25 % eller 1⁄4 af landets jord[2]. Utvilsomt havde krongodset ogsaa i Tønsberg len været større tidligere. Vi kjender saaledes til, at kronen i 1649 solgte en gaardsamling til adelsmanden Vincent
