Kong Karl »befalede, at de skulde lade dem med Fred fare til deres Hjem igjen, og gav hver en Ducat for deres beviste Tapperhed, hvilken Kongen meget lovede, ønskende at have slige Bønder overalt i Sverige«.
Om Gregers Granavolden kan sluttelig oplyses, at han kort efter den her skildrede Begivenhed blev beskikket til Lensmand i Gran. I 1717 androg han om kongelig Bevilling paa sit arvede Gjæstgiveri Granavolden, – som hans Farfader havde opført paa »Hestevangen eller Almenningspladsen for Grans Kirke«, – »for at ikke enten Presten, Almuen eller andre skulde ved nogen Slags optænkelig Middel være god for at fravende hans Enke eller Børn deres Ret«. I Andragendet paaberaabte han sig »den Tjeneste, han udi disse besværlige Krigstider efter sin allerunderdanigste Pligt havde gjort«. Nytaarsaften 1717 erholdt han af Kong Fredrik den 4de den ansøgte Bevilling for sig og Arvinger. I 1723 kjøbte han af Kronen alle Grans Kirker med tilhørende Gods. Gregers døde som en formuende Mand i 1742 – 62 Aar gammel –, og hans Efterslægt har levet paa Granavolden ind i 1800-Tallet.
Fredag Aften, efterat Kampen var tilende, avancerede Löwens Korps kun en halv Mils Vei ned i Lunner Sogn paa Hadeland. To af sine Faldne førte de med sig. Om Natten slog de Leir paa Gaardene Haakenstad, Solberg, Østby og Hovland, der blev plyndret omtrent for alt, som kunde være Gjenstand for Plyndring. Hvad der fandtes af Kostbarheder og Brugsgjenstande blev røvet og Gaardsredskaber ødelagte. Gaardenes Kreaturer, Sauer, Gjeder, Svin og Høns maatte lade sit Liv. Staburene
