Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/478

Denne siden er ikke korrekturlest
472
HAAKON H. BREIEN.

hun har været sig bevidst, at hun i sin Forvirring røbede de Norskes Anmarsj under Øttken, faar staa derhen. Dragonen gav ialfald Hesten af Sporerne og vendte strax med sit Budskab tilbage til sine Landsmænd paa Tanberg, som nu tog Flugten opover til Hadeland – den samme Vei, de var komne Aftenen forud. Strax efter kom da Øttken med sine Folk til Norderhov, men fandt nu her ingen Fiende. Han forfulgte de flygtende Svensker opover til Hadeland, men kunde ikke naa dem.


VI.
Tilbagetoget.

De nordover flygtende Svensker var omkring 200 i Tallet og anførtes af Major Anders Tungelfelt – en 35-aarig Karolin, der i sin Tid havde været med ved Narva, Klissow, Pultava og Kalabaliken i Bender[1]. Baade han og de øvrige Officerer paa Tilbagetoget »voro efter et skarpt fäcktande illa blesserade«. Og ligesom Anførerne saaledes var den hele Flok i en slet Forfatning. Efter den drastiske Skildring af Hr. Hans Rosing, – som var Sogneprest til Norderhov fra 1727 –, var de flygtende Svensker »alle saa til-reede, blesserede og Klæderne sønderhugne paa, at de hængte og slængte paa Hestene frem og tilbage, item Hestene knap kunde bære dem«. Saalænge de endnu var inden Ringerikes Omraade, var der ingen synderlig Orden paa Tilbagetoget. Men da de om Søndags Morgen kom op paa Hadeland, sloges der Leir i Jevnaker Prestegaard, og Tungelfelt fik da mere Orden paa sine Folk. Prestegaarden undergik nu for 2den Gang Plyndring, og Presten, Herr Peder Lyche, udtalte senere, at »særlig da de kom tilbage fra Ringerike,

  1. Tungelfelt endte sin Bane som Landshøvding i Jönköping.