var Fienden aller haardest«. Den Søndag forrettede Presten Gudstjenesten i Lunner Annexkirke, og paa Hjemreisen derfra om Eftermiddagen mødte han Svenskerne paa deres Marsj op til Lunner. De spændte da Hesten fra Prestens Slæde og tog den med sig. Paa Gaarden Haakenstad i Lunner gjorde de en kort Rast, og Bonden her, Ole Haakenstad, berettede senere[1], at »der var hartad 200 Mand ilde blesserede og blandt andre En, hvis Øre hængte ned paa hans Krop, og daanede i hans Stue«. De Svensker, som gik enkeltvis eller faa i Følge, blev eftersatte af Hadelændingerne og dræbte – som en Tradition melder – »med Ljaaer og Møggrebe. Saaledes blev en Flok af Flygtninger ihjelslagne paa Gaarden Grua i Lunner. Hakedølerne derimod havde ikke faaet Blod paa Tand, og da de om Mandagen (den 30te Marts) fangede 3 svenske Ryttere, nøiede de sig med at sende dem i Fangenskab paa Kongsvinger Fæstning. Hovedpartiet under Tungelfelt marsjerede imidlertid Nat og Dag over Hakedalen og Grorud og naaede den svenske Leir i Kristiania »udi en ynkelig Tilstand saavel paa Mandskabet som paa Hestene og ilde conditioneret«.
At den Löwenske Expedition sloges tilbage ved Norderhov, var af den allerstørste Betydning for den norske Hær. »Dette Coup«, skriver den høistkommanderende General, Litzow, kort efter, »var af stor Importance. Thi havde Fienden sat sig fast dér, saa havde – – – – vi umuligt kunnet soutinere Bragnæs, og
- ↑ Se en samtidig Relation i »Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie«, III, S. 182.
