hendes Indgriben paa et af de kritiske Punkter i Tildragelsernes Kjæde. Ved hendes Initiativ blev Fiendens Piketvagt forlagt i en Afkrog og saaledes sat ud af Funktion. Alene herved muliggjordes den fuldstændige Overrumpling af Fienden, som betingede Nordmændenes Seier. Saavel efter Palludans som Wiels Beretning er just dette Pointet i Norderhov-Dramaet, og at denne Opfatning deltes ogsaa af Fienden selv, sees af en Udtalelse fra Kaptein ved Livdragonerne Gustav Adolf Meijerhjelm, som var med ved Norderhov og blev haardt saaret i Kampen. I et Brev, 4–5 Dage senere, skriver han: »Fienden öfverföll oss om natten kl. 1. Visste ingen af, förrån han var på förvakten, efter patrullen var af honom bortsnappad. Fick altså vi intet ro till att ställa upp oss, utan blef riktig konfusion«[1]. Da den svenske Piket hverken før eller under Slaget gav noget Livstegn fra sig, maatte de Svenske ganske naturlig antage, at den var bleven »bortsnappet« af de Norske under disses Fremmarsj, – medens den i Virkeligheden var uskadeliggjort blot ved at gjemmes bort og først den næste Dag blev tagen tilfange ved Vikesund.
Ogsaa fra Anna Ramus selv haves 2 bekjendte Udtalelser, som begge tør sigte til denne hendes Indgriben i Begivenhederne ved at narre Löwen til at forlægge sin Piket i en Afkrog. Den ene Ytring faldt overfor den norderhovske Prestedatter Gjertrue Christiana Rosing (født 1714, død 1799 som Madame Wirring paa Presteenkesædet Gunstad i Jevnaker) og gik ud paa: »at Löwen var saa pen og godlidende Mand, at det endog gjorde hende ondt at narre ham«. Den 2den findes i hendes Brev af 1729 til Pleiesønnen, Professor J. F.
- ↑ Se J. A. Lagermark, »Karl XII:s Krig i Norge 1716«, Upsala, 1883, S. 31.
