Ramus i Kjøbenhavn: »Jeg gjorde Fienden saa sikker og tryg, at han ventet sig ingen Fare, indtil vores kom, som jeg vel forud vidste skulde komme.« Efter dette maa det erkjendes, at Anna Ramus har havt sin selvstændige Andel i Seiren ved Norderhov, og at hun saaledes har vel fortjent den Bautasten, som for faa Aar siden reistes hende paa Kirkevangen ved Norderhov.
En eiendommelig Modsætning har raadet mellem Anna Ramus’s og Gregers Granavoldens Liv i Eftermælet. Gregers’s Bedrift, – lysende og mandig Selvstændighed og afgjørende for Begivenhedernes Gang, – blev paa Grund af tilfældige Omstændigheder klart og bestemt dokumenteret ved Samtidiges Vidnesbyrd. Den vandt ogsaa den svenske Heltekonges høie Ros. Men hans Daad naaede ikke ind i den historiske Literatur og synes da snart at være bleven glemt. Og dog synes Gregers’s Navn – mere end Annas – at have fortjent en Plads i vor fædrelandshistoriske Barnelærdom. Længe nok har Glemselen hvilet derover, og fra disse Blade reises det Spørgsmaal til Overveielse, særlig fra Hadelands Mænd, om ikke Gregers Granavoldens Minde skulde fortjene sin Bautasten. Den burde staa ved »Lægersletten« paa Harestuskoven, hvor han gik foran i Kampen, eller kanske rettere paa Grans Kirkevang – »Granavoldens –, hvor hans Røst lød manende til »Fyrighed og Troskab mod Fæderne-Landet«. Paa denne Bautasten skulde indgraves de Ord fra Farens Stund, som lyser efter ham til Efterslægten: »Vi er Gud skyldig en Død! Lader os kjæmpe, saa længe vi kan!«
