folkning baade faatallig og fattig. Byernes samlede folketal oversteg neppe 10 000[1].
Men tiden blev nu gunstigere for byerne. Hanseaternes tag over vor handel var brudt, og de to nye næringsveie, som har vist sig at passe saa udmerket for byerne, trælasthandelen og sjøfarten, begyndte netop i reformationstiden at skyde sterk fart.
Ligevel kom byerne sig meget langsomt op. Borgerne manglede baade kapital og forretningsdygtighed til at kunne gribe ind og høste fuld fordel af de nye chancer. I trælasttrafiken maatte de udholde en konkurrence, som de til en begyndelse laa under for. Trælasthandelen var nemlig længe praktisk talt fri, og baade bønderne, adelen, kronen og geistligheden solgte trælast direkte til de fremmede skippere, som lagde ind med sine skuder i snart sagt hver vik hele kysten langs. Og adelen nød ogsaa toldfrihed.
De virkelige byer holdt paa den vis paa at tabe og- saa smaahandelen.
Da kystbygderne var afribbet for skog, samlede trafiken sig om udløbene af vasdragene, som kunde føre trælasten frem fra indlandet. Først nu blev byborgerne istand til at faa sterkere greb i trælasthandelen; nu blev det plads for mellemmænd. Og eftersom byborgerne arbeidede sig op i forretningsdygtighed og kapitalstyrke, saa de kunde kjøbe jordegods og skoger, skaffe sig egne sagbrug og skibe, satte de mer og mer bevidst som sit maal: at faa beslaglagt hele trælasthandelen. Dette lykkedes ogsaa gjennem de nye kjøbstads-privilegier af 1662[2].
