Vestfold havde ved reformationen bare én by, gamle
Tønsberg. En voldsom ildebrand og inddragningen af en
stor del af det tønsbergske kirkegods lammede byen slig,
at dens borgere neppe før henimod slutten af 1500-tallet
har kunnet tage videre virksom del i trælasttrafiken.
En vrimmel af ladesteder var imidlertid vokset op paa Vestfold-kysten, og en hel del af Tønsberg-borgerne blev tvunget til at sætte sig ned i disse eller ialfald oprette kontorer der[1].
Da trafiken saa samlede sig om vasdragene, var ogsaa Tønsberg uheldig stillet. Byen ligger ikke ved noget større vasdrag, kun et par mindre munder ud i dens nærhed. Vistnok visnede ladestederne i byens umiddelbare naboskab bort; thi de manglede ogsaa vasdrag. Men paa søndre Vestfold ved landsdelens vigtigste elv Laagen skjød Larvik fremdeles i veiret, og de nordlige bygder fik naturlige handelspladser i Holmestrand og Drammen.
Ingen af vore ældre byer førte derfor en haardere kamp for tilværelsen end Tønsberg. Dens borgere maatte flytte ud eller sprede sin virksomhed i filialer langs kysten. Af udflytterne vendte selvfølgelig faa tilbage.
Tønsberg gik derfor kun langsomt frem. Men dog frem.
I 1624 skal Tønsberg-borgerne have eiet omkring 110 skpd. tunges skyld. De største jorddrotter var:
| Borgermester Ivar Nilssøns enke | 24 | skpd. | t. |
| Truls Pederssøn | 16 | – | - |
| Birgitte Hansdatter | 15 | – | - |
| Maren Klausdatter | 9 | – | - |
- ↑ Omkr. 1560 nævnes i toldregnskaber som udførselssteder paa Vestfold: Larvik, Sandefjord, Melsomvik, Nøtterø, Markebo, Stensbryggen, Frebergsvik, Snekkestad, Holmestrand, Sande – og naturligvis Drammen (Kobbervik, Tangen, Strømsø). Tønsberg synes at have staaet omtrent udenfor.
