Efter et skattemandtal fra 1645 eiede byens borgerskab
jordegods til en skyldværdi af 150–60 skpd. tunge.
De største af jordeierne boede i selve Tønsberg. Mest
formuende var:
| Borgermester Ivar Nilssøns enke | 76 | skpd. | t. |
| Ambjørn Lauritssøn (Falk) | 21 | – | - |
| Jens Ingvordssøn | 15 | – | - |
| Borgermester Anders Madssøn | 12 | – | - |
Af disse maa Ivar Nilssøn have grundlagt formuen i de første aartier af 1600-tallet (han var jo død før 1624). Men enken synes at have mer end tredoblet den efter hans død. Ambjørn Lauritssøn tilhørte den bekjendte Falk-slegt, hvoraf en gren slog sig ned ved Risør[1]. Han drev trælasthandel i stor maalestok, laante kronen penge i krigsaarene og fik herfor jordegods i pant. Ved sin død 1657 efterlod han sig en formue paa 70 000 rdl.
Men den veldigste spurt paa trælasttrafikens græsgange kom dog den Tønsberg-borger til at gjøre, som i 1645 endnu staar som en beskeden nr. 4: borgermester Anders Madssøn, en indvandret sønderjyde. Ved sin død 25 aar efter var han Vestfolds uden sammenligning rigeste mand. Bare af jordegods eiede han da omkring 325 skpd. tunge – altsaa langt mer alene end alle Tønsbergs borgere tilsammen i 1650. Havde disse jordegodsmasser ligget samlet omkring Tønsberg by, vilde de udgjort et par prestegjæld eller omtrent svaret til det gamle Slagen skibrede[2].
I vort tversnit af jordfordelingen i Tønsberg len 1650 staar byborgerne med sine 12 % endnu lavest blandt jorddrotterne. Men de har – for at benytte et militær-
