Hertil kommer, at bønderne i 1650 holdt paa at miste
retten til fri trælasthandel.
Vi kan hos historikerne træffe noksaa afvigende meninger om de norske bønders stilling omkring 1650, sammenlignet med deres kaar vel 100 aar forud. Enkelte hevder, at det er paaviselig fremgang, og støtter sig da især til, at landets folketal vokste og ligesaa tallet paa selveierbønder[1]. Dr. Osc. Alb. Johnsen har i et netop udkommet verk (»De norske stænder«) med styrke og god motivering fremholdt en modsat opfatning.
En nærmere granskning af eiendomsforholdene i Tønsberg len synes at føre til det resultat, at dr. Johnsens mening har gode grunde for sig.
Paa planchen er bygderne rangeret efter bøndernes andel i jordegodset.
Lardal. Bygdefolket møder her med den overraskende
store andel af 35 + 41 = 76 % af bygdens jord. En
anselig række af dalens bønder sidder som eneeiere af
sine gaarder, og mange af dem har omfram lodder i andre
brug. Det tyngste lod i vegtskaalen lægger dog Skjærum-familjen.
Den boede paa storgaarden Skjærum i annekset
Hem og er antagelig udgaaet fra en lavadelig slegt (familjen
førte af og til navnet Vinter). Den kom et par gange
i giftemaalsforbindelse med familjen Lystrup (Tordenstjerne)
paa Gullaug i Lier[2]. Skjærum-folkene var Vestfolds
- ↑ Paa Vestfold kan ikke bøndernes andel i jordegodset have vokset i denne tid. Men tallet paa »selveierbønder« vokste nok, fordi gaardene blev sterkt udstykket. Sikre resultater for det hele land naar vi ikke, før landskylden bliver lagt til grund for beregningerne.
- ↑ Se Danmarks adels aarb. for 1903, s. 280.
