I 1838 var det kommet Stiftamtmand W. F.K. Christie for Øre, at nogle Bønder fra Indre Hardanger ovenfor Syssendalen i Øifjords Sogn, Graven Præstegjeld, havde stødt paa endel store Dynger eller Hauger af Rensdyrsben og Horn. Bønderne havde tænkt at faa Benene i Bergen malet til Gjødning og derved gjøre sig dem indbringende. Men dette viste sig paa Grund af den lange Transport upraktisk, og videre Forsøg blev derfor opgivne. For Christie var imidlertid det at høre om saadanne Fund enstydigt med at indlede en Undersøgelse af, hvad det var, som laa bagenom Beretningerne af Virkelighed. Han satte sig i Forbindelse med nogle af Finderne, Bønder fra Mehus og Maurset i Øifjord, og fik ved at tale med dem fuldkommen Vished om, at Rygtet var sandt, og at der tæt ved de nævnte Bendynger saaes Hustomter, med Rudera af gamle Huse. Efter dette var det Christies Hensigt selv at foretage en Reise til de Steder, hvor disse Bendynger og Hustufter var fundet, og der foretage en nærmere Undersøgelse af det, som var forhaanden. Men i Sommeren 1839 hindredes han ved Sygdom, og saa henvendte han sig i den paafølgende Sommer, 1840 til Cand.
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/579
Denne siden er ikke korrekturlest
DE GAMLE JÆGERE PAA HARDANGERVIDDEN.
AF
DR. YNGVAR NIELSEN.
