Skarer af Rensdyr omkring; den er deres naturlige Hjem, og deres Antal, der i de senere Aarhundreder ved Jægernes Efterstræbelser er aftaget, maa i den fjernere Fortid have været overordentlig stort. Til Renen har paa den nordiske Halvø Finnernes eller Lappernes hele økonomiske Tilværelse stedse været knyttet, og forsaavidt Norge har havt Beboere før Nordmændene, kan disse Beboere neppe have været andre end nomadiske Finner, der flyttede om paa Høifjeldene ligefra det nuværende Finmarken til Fjeldene i Christiansands Stift, kun nu og da, eftersom Renernes Naturdrift kræver det, søgende ned til Havet, hvorved de første Forbindelsesveie mellem Kysten og Høifjeldene opstod. De her skildrede Forhold hviler ikke alene paa Gisning. Store Hobe af ældgamle Rensdyrben, der endnu forefindes hist og her paa Høifjeldet, vidner om længere Ophold, som større Samlinger af Finnefamilier har havt paa disse Steder.«
P. A. Munch omtaler derefter de Oldsager af Flint, som var fundne paa forskjellige Steder i Norge, ligesom i Danmark og Sverige, om hvilke han ansaa det sikkert, at de maatte være Efterladenskaber efter »et Polarfolk af samme Slags som Lapperne:«. Videre udtalte han:
»Under alle Omstændigheder bliver det utvivlsomt, at Norge var sparsomt beboet af et Jæger- og Nomade-Folk af Polarracen, der ei kjendte Metallernes Brug, hvis eneste Husdyr var Renen, og som følgelig kun havde sit Tilhold paa Høifjeldene, medens Dalførerne og de lavere Egne var bevoksede med Urskov, som Agerdyrkerens Økse endnu ikke siden Menneskeslægtens Ophav havde berørt.«
Hvad her var udtalt, blev senere i stor Udstrækning anseet for fuldledig Sandhed. Og dog skulde de Svagheder, som klæbede ved dette Ræsonnement, let have faldt i Øinene. Munch havde alene holdt sig til Rensdyrenes
