Tilværelse paa Høifjeldene og uden Betænkning blandet sammen tamme Dyr og vilde Dyr. Han lod Viddens gamle Beboere baade være Rengjætere og Renjægere, uden at tænke paa Vanskeligheden ved at forbinde disse to Beskjæftigelser. Et primitivt Folk af lappisk eller en dermed beslægtet Race vilde paa Hardangervidden have drevet Jagt og ikke havt anden Levevei. Alligevel fandt Christies og Munchs Meninger foreløbig ingen Modsigelse. Først i 1858 blev der reist Tvivl, idet da N. Nicolaysen i Fortidsforeningens Aarsberetning for 1857, S. 22 flg. offentliggjorde en liden Afhandling Om Levninger af Norges Urfolk. I denne gjorde han opmærksom paa, at hvor man for øvrigt i Norge havde stødt paa Urfolkets Efterladenskaber, der var det »overalt i Nærheden af Søen eller langs Vassdragene«. Nicolaysen bestred Rigtigheden af, hvad der af Christie var nævnt om, at tilsvarende Hauger som de paa Vidden skulde findes i Finmarken. Han henholdt sig derhos til selve de fundne Sagers Beskaffenhed, saadan som han selv i 1857 havde seet dem i Bergens Museum. Saafremt Jernredskaberne og Bensagerne hidrørte fra samme Folk, saa var det dermed afgjort, at disse Levninger ikke paa nogensomhelst Maade kunde hidrøre fra Landets Urbefolkning.
Men selv for det Tilfælde, at Jernsagerne og Brynestenen skulde være senere tilkomnee, antog Nicolaysen, at der var god Grund til at stille det Spørgsmaal:
»beviser da den Omstændighed, at man finder nogle Hobe med Ben, just at de skulde skrive sig fra Urfolket?«
Nicolaysen troede ikke dette og spurgte saa videre:
»Hvad skulde nemlig bevæge disse Mennesker, naar de ikke fortrængtes af andre, men var i udelukkende Besiddelse af et vidløftigt Land til mere her end andre Steder at fjerne sig ifra Kysterne og de fladere Strøg?
