Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, femte Bind (1909).djvu/585

Denne siden er ikke korrekturlest
579
DE GAMLE JÆGERE PAA HARDANGERVIDDEN.

Her fandt de jo saa at sige lige for Stuedøren alt hvad de behøvede for at tilfredsstille sine udelukkende materielle Fornødenheder. Ved Kysten havde de ogsaa her Østers; Fisk var der baade i Havet og Elvene, og Hjorten, Elgen og andre saadannne Dyr holdt sig vel dengang ikke mere paa Høifjeldene end de nu gjør; ja endog Renen gik dengang maaske længere ned end nu. Det fortjener ogsaa at lægges Mærke til, at disse Samlinger netop findes ved de Veie, som forbinder Øifjords Sogn med Hallingdal og Telemarken. Man kunde saaledes nok tænke sig, at de var efterladt f. Ex. af Folk af Landets nuværende Stamme paa deres Vandring fra Vest til Øst, og man vilde i saa Fald derved faa en Bestyrkelse paa, hvad der af andre Grunde synes rimeligt, nemlig at flere af Dalene paa denne Side af Fjeldet, navnlig Valdres og Hallingdal, er befolket vestenfra. Man kunde ogsaa tænke sig, at de hidrører fra Jægere, som har holdt til her, da det er meget rimeligt, og for en senere Tid endog paaviseligt, at der har været drevet stor Jagt efter Vilddyr, hvis Skind solgtes til Bergen og udførtes i Mængde.

Endnu en anden Formodning opstillede Nicolaysen, – at Haugerne muligens kunde skrive sig fra Stavangerbispernes Reiser over Vidden, naar de visiterede i Hallingdal og i den Anledning lagde Veien fra Øifjord over til Aal. De skulde da indeholde Affald fra de Maaltider, som disse havde holdt under Fjeldovergangen. Da Reiserne havde foregaaet regelmæssig gjennem flere Aarhundreder, var det rimeligt, at der kunde danne sig store Hauger.

Nicolaysen sluttede med følgende Bemærkning:

»Hvis saaledes de nævnte Jernsager virkelig hidrører fra det samme Folk som Benene, saa er Spørgsmaalet dermed afgjort. Men selv om dette ikke er Tilfældet,