forekommer det mig meget usandsynligt, at de øvrige Levninger skriver sig fra Urfolket. Desuagtet maa man vistnok være enig med Christie i, at disse Levninger i høi Grad fortjener en nærmere Undersøgelse, end der hidtil er blevet dem tildel. Indtil dette sker, kan man, med Hensyn til, at sikre Spor af Urfolket blot er trufne langs Kysterne og Vassdragene og i ringe Mængde, kun sige, at Landets første Beboere har foretrukket de lavere Strøg for Fjeldene, men at de her, i Modsætning til det sydlige Sverige og Danmark, synes at have havt mindre faste Bosteder og saaledes i høiere Grad end paa de sidste Steder levet som Nomader.«
Om Sommeren 1859 havde Nicolaysen Anledning til selv at foretage den Undersøgelse, hvis Ønskelighed han saaledes havde fremholdt. Om sin Reise har han i Fortidsforeningens Aarsberetning for 1860, S. 5 flg. leveret en udførligere Redegjørelse. Nicolaysen var saa heldig at træffe paa den samme Mand, som havde ledsaget Koren, og fik af ham en Del Oplysninger. Stedet, hvor Koren havde foretaget sine Undersøgelser, var ved Finsevandet, paa Sydsiden af Hardangerjøkelen, et Sted, som ikke maa forveksles med Vandene ved den nuværende Finse Jernbanestation. Lokaliteten beskrives af Nicolaysen i følgende Ord:
»Finsevatnet og Finsedalen ligger omtrent 4000 Fod over Havet, omgives af Helvedesnuterne mod Nord, Istjernnuten mod Syd, og stænges mod Øst af Finsberg. Vandet faar fra Nord Tilløb af en Elv, som kommer fra Nordsiden af Helvedesnuterne. Det er omtrent 5000 Alen langt og indknibes af flere fra begge Sider fremspringende Nes, men er bredest, indtil 1000 Alen, i den østre Ende. Just, hvor denne største Bredde tager ved, skyder to Nes sig ud, et fra hver Side, og nærmer sig mere til hinanden end nogen af de andre; disse Nes kaldes Sundtangene.
