liggende Garanti er saare liden. Intet er lettere at tænke sig, end at den oprindelige Finder kan have sammenblandet forskjellige Fund og glemt, at Pilespidserne har været fundne paa et andet Sted. Bendixen har i sine indholdsrige Beretninger ikke vovet at gaa længer end til en Udtalelse om, at de sandsynligvis er fremkommet ved Gravninger i den ene af de ved Finse liggende Tufter. Der kan altsaa fra Forekomsten af disse Stensager ikke drages nogensomhelst Slutning; man ved intet andet, end at der er fundet nogle saadanne paa Vidden. Da Bendixen selv gravede i de gjenværende Ruiner, fandt han aldeles intet, som kunde have Forbindelse, hverken med arktisk eller anden Stenalder.
Hans Fund ved Store Krækjavand fra 1891 bærer i Bergens Museum No. 4837. Det bestaar af et med Kniv afskaaret Stykke af et Rensdyrhorn, – af et eiendommeligt Benstykke, som har været bearbeidet med Kniv, samt af et lidet Vahorn, forarbeidet af Rensdyrben, med tydelige Spor af Jernkniv. Dertil kommer endnu nogle hensmuldrede Stykker af Træ, maaske ogsaa af Næver, foruden nogle Fugleben.
Bendixens senere Fund ved Finsevand 1892 eri Bergens Museum katalogiseret som No. 4928. Derimellem findes to Brudstykker af Brynestene, som synes at have været i Brug, samt en Del Flinte- og Skiferstykker, ganske raa, uden Antydning af Bearbeidelse. Dertil kommer et 35 cm. langt Stykke Rensdyrhorn, som har sin naturlige Form af en Hakke, – tilligemed et andet Hornstykke, som bærer tydelige Spor af at være bearbeidet med Kniv (23 em. langt). Dette var paa samme Sted, hvor Nicolaysen gravede i 1859, og hvad der fremkom, stemmer ganske overens med dennes Beretning. Ved de fundne Stenstykker er intet at bemærke. De er neppe andet end Stene, som er anvendt til at slaa Ild med. Paa dem vil
