der vanskelig kunne bygges nogen nye Fantasier om Stenalder og om et Urfolk af Nomader, som streifede om paa Hardangervidden.
Fra 1892 blev der atter en længere Hvile i Undersøgelserne paa Hardangervidden. Som Bendixens Berettelser forelaa, maatte de siges at være meget overbevisende. De blev imidlertid ikke ubetinget fulgt. I en Afhandling, Fra Hardangerviddens Fortid, trykt i Historisk Tidsskrift, fjerde Række, femte Bind, S. 101 fg., har Pastor O. Olafsen i Ullensvang udtalt sig om Sagen. Han antager som en sandsynlig Mulighed, »at et Nomadefolk, som levede af Rensdyr, og som hørte den finsk-ugriske Folkegren til, har i Aarhundreder og kanske længere havt sit Tilhold paa Vidden. Det er intet i Veien for, at de endnu i Begyndelsen af den historiske Tid har holdt til her. At der findes Redskaber af Jern blandt deres Efterladenskaber, er intet Bevis for, at Folket hørte Jernalderen til. Dels kan det jo tænkes, at de stod i Forbindelse med Nordmændene nede ved Fjorden eller i Dalene, og dels kan det antages, at Jernsagerne skriver sig fra en senere Tid. Det var nemlig Skik og Brug, og det er det endnu til en vis Grad, at Jægerne og Fiskerne benyttede Stenboderne paa Fjeldet, hvor de fandt dem. De betragtedes næsten som et Fælleseie, selv om denne eller hin Mand havde sat dem op. Havde et Nomadefolk bygget de omtalte Stenboder og senere forladt dem og Fjeldet, vilde efter al Sandsynlighed Nordmændene benytte dem senere, naar de færdedes paa Fjeldet. Det er intet i Veien for at antage, at disse tildels gjennem mange hundrede Aar har benyttet de gamle fundne Stenboder, og at de fundne Jernsager er Efterladenskaber fra dem.«
Olafsen havde, da han skrev dette, hverken været ved Krækjavandet eller ved Finse. Han har saaledes alene henholdt sig til de før ham givne Beskrivelser af
