Siden dette faldt i Ruiner, er der hengaaet lang Tid. Det er det ældste Vidnesbyrd om Bosættelse ved Krækjavandet, som nu kjendes. Muligens er det opgivet som Bolig, da det andet og mindre Hus paa Boplads No. 2, blev taget i Brug. Men dette har da vistnok været benyttet ind i det 17de Aarhundrede.
Ligesom Nicolaysen og Bendixen hørte ogsaa jeg paa Vidden Sagn om den Fangstmetode, som blev anvendt med Dyrene. De stemte med, hvad der var fortalt mine Forgjængere, og var lokaliseret til Svøe (ɔ: Svaberg), Eidet mellem Store Krækjavand og Ørteren, et nærliggende betydeligt Vand. Her sees gamle Varder, og Sagnet vil vide, at der mellem dem havde været fæstet Liner, fra Varde til Varde. Disse Liner fortsattes ud paa Krækjavandet, hvor de laa opflødt ovenpaa Vandfladen. Skytterne laa og passede paa Renerne. Disse stansede op for Linerne og blev skræmt ud paa Vandet. Her kom de ind i de flydende Liner og blev yderligere skræmt. Siden dræbtes Dyrene med Pileskud.
Hertil kan jeg endnu føie lidt som Udtryk af mine egne Iagttagelser.
Mellem Krækjavandet og Dragøina oppe i Svonuten er der Rudera af en ganske liden Stenhytte, hvor der kan sees vidt ud over Omegnen. Der har aabenbart Skytterne havt sin Udsigtspost, fra hvilken de kunde signalisere, naar Dyrene kom. I Forbindelse dermed traf jeg ogsaa to smaa, sammenstyrtede kvadratiske Stenboder, ved Krækjastubben, den lille Elv, som rinder fra Dragøina ned i Krækjavandet. Oppe ved Dragøina, ovenfor Osen er der en Dyregrav med Rengjærde. Graven er mindst 1,60 m. dyb, 1,75 m. lang og over 65 m. bred.
Der har aabenbart her været et helt System for Renjagten. Varderne, Linerne, Udkigshytten, de smaa Stenboder og Dyregravene, alt passer godt isammen. Hvad
