Dyregravene angaar, er der paa saadanne ingen Mangel. Jeg observerede en paa samme Side af Krækjavandet som de to Bopladser. Ligeledes blev det mig opgivet, at der findes lignende mellem Ustafjorden og Slødfjorden (Stødlefjorden).
Som tidligere omtalt, har Nicolaysen gaaet ud fra, at Hytternes Beboere har været fra Hardanger. Jeg slutter mig til ham. Mellem mine Fund var der ogsaa Vahorn, som anvendes ved Fiske. Saavidt jeg har kunnet erfare, er disse ikke kjendt i Hallingdal, men derimod vel i Hardanger. Ogsaa de peger i samme Retning. Haringernes Brug af Fjeldets Herligheder har følgelig i ældre Tid strukket sig længere i Øst og gaaet lige hen imod Hallingdal. Jagten har fortsat med de gamle Redskaber (Bue, Pil, Spyd) langt ned i Tiden. Først ved 1650 kom Ildvaabnene i mere almindelig Brug, og da aflagdes de gamle Fangstmetoder.
En nærmere Undersøgelse af Vidden med dens Ruiner, Redskabsfund og gamle Fangstmidler er fremdeles paakrævet. I Sommeren 1909 er en saadan indledet for Bergens Museum ved Kaptein Hj. Negaard, og den skal fortsættes. Navnlig vil man da have Opmærksomheden rettet paa Affaldsdyngerne. Den første officielle Beretning maa imødesees med Interesse.
Levningerne fra den gamle Jagtperiode forekommer helt ned til Møsvandet, hvor der paa Slagsvold er fundet Jernredskaber af samme Sort som oppe ved Hallingdal. Disse tilhører nu Grosserer Gustav Skamarken i Kristiania. Fundstedet er senere ved Møsvandets Opdæmning sat under Vand. Nicolaysen har ogsaa meddelt enkelte Oplysninger, som maa opfordre til at give Undersøgelsen af Vidden den størst mulige Udstrækning.
