ogsaa i vor landsdel, lod enevoldskongerne her et nyt adelsstyre opstaa paa det gamles ruiner, mere udpræget endog end det tidligere. De skabte en ny høiadel, lensgreverne, og Vestfold blev omdannet til to arvelige grevskaber med en fuldstændig lensadministration. Derved kom Vestfolds udvikling i et vigtigt punkt til at skille lag med de øvrige landsdele.
Det bliver en interessant fremtidig opgave at forsøge at eftervise, hvilke særmerker lensgrevevæsenet afsætter i Vestfolds historie fremover. Jeg for min del kommer i denne skisse kun ind paa én side: lensgrevevæsenets indflydelse paa bevægelserne i jordegodset.
Ser vi paa gjennemsnits-søilen længst tilhøire paa planchen for 1701 og sammenligner den med den tilsvarende paa forrige planche, opdager vi snart, at det maa have foregaaet rene omveltninger i eiendomsforholdene i disse 50 aar. Dette gjælder dog ikke forholdet mellem bygdefolkenes andel i jorden og fremmedkapitalens. Her er tallene omtrent de samme:
43 % af jorden tilhører bygdefolkene,
57 % fremmedkapitalen.
Men inden fremmedkapitalens andel, det egentlige leilændingsgods, møder os store forskyvninger og omdannelser. Leilændingsgodset falder nu i 3 eiendomsgrupper:
| Kirkegods | med | 15 | %, |
| grevegods | » | 13 | %, |
| byborgergods | » | 29 | %. |
Baade krongodset og det tidligere adelsgods er altsaa nu forsvundet[1]. Kirkegodset er minket noget; byborgergodset er vokset voldsomt (fra 12 til 29 %); og som en nydannelse møder vi grevegodset.
- ↑ Kronen havde en ren ubetydelighed igjen, konfiskeret fra en foged.
