Stammen i grevegodset dannes af det tidligere krongods
og inddragne kirkegods; dets hovedgaard er kongsgaarden
Sem, omkring 1680 omdøbt til Jarlsberg[1].
Af det tidligere adelsgods finder vi nu det allermeste igjen i byborgernes jordlister. Ligesaa adskilligt af kron- og kirkegodset.
Den indflyttede danske adel, som vi lærte at kjende som jorddrot her i distriktet i 1650, har altsaa ikke kunnet holde sig oppe. Naturligvis maa vi søge én af aarsagerne hertil i statsomveltningen i 1660. Men adelens økonomiske magt var brudt allerede før. De to adelsmænd, som endnu drev jordindkjøb i 1650, Pr. v. Ahnen og Vincent Bildt, stansede meget snart hermed.
Byborgergodsets sterke vekst skyldes især – som før omtalt – borgermester Anders Madssøns storslagne indhug i de jordegodsmasser, som ved adelens og kronens pengenød kom i cirkulation. Anders Madssøn døde 1670, hans enke 1698. I 1701 sidder fremdeles deres arvinger med omkring halvdelen af det samlede byborgergods.
Anders Madssøns heldige virksomhed kom dog ikke til at faa saa stor betydning for Tønsbergs opkomst, som én kunde ventet. Hans midler blev snart sterkt spredt ved arvdeling, og kun en liden del af dem kom Tønsbergs handelsliv tilgode. Byen kom sig fremdeles meget langsomt op. Et af de konkurrerende ladesteder, Larvik, fik kjøbstadsret 1671, et andet, Holmestrand, blev vel ikke kjøbstad endnu, men drev betydelig trælastudførsel.
- ↑ Som bekjendt blev grevskabet oprettet for Griffenfeld 1673, efter at han et par aar før havde kjøbt Sem gaard og en del af provstigodset. Baade grevskabet og Sem sogn har navn efter ham, indtil hans gods blev konfiskeret ved hans fald 1676. Gustav Fredrik Wilhelm Wedel kjøbte saa grevegodset nogle aar senere.
