at regne ligesaamange Antydninger om, at de gamle, under samme Navn forekommende Kultuspladser har ligget midt i de bebyggede Dele af Landet. Men dermed blev det ogsaa, efter Christendommens Indførelse, en selvsagt Ting, at disse Kultussteder med Lethed kunde opspores og ødelægges. De var under Kontrol af den nye Læres Forkyndere og havde vanskeligt ved at holdes skjult for dem.
Men der maa ogsaa have været andre Horger, som har ligget mere afsides, og til hvilke der var knyttet en Kultus af en mere speciel Art. Det kan have været Offersteder eller religiøse Kultuspladser, som kun undtagelsesvis anvendtes og besøgtes, og idet disse har befundet sig paa fjernere liggende Steder, hvor Folk for øvrigt kun sjelden kom hen, var det muligt, at disse undgik den Ødelæggelse, som ellers hjemsøgte de fleste Horger. Det er efter Horger af den Art, jeg har tænkt mig, der maatte søges.
Jeg har ment at finde en Horg af denne sidste Sort oppe mellem Romsdalsfjeldene, nemlig i det gamle Mindesmærke, som beskrives af Gerhard Schøning i hans Reise igiennem en Deel af Norge i de Aar 1773, 1774, 1775 (Kjøbenhavn, 1778). Jeg anser det rigtigst at tage mit Udgangspunkt i denne Beskrivelse. Der tales her, II, S. 121 flg., om »en rar Alderdoms Levning«, som nærmere beskrives saaledes:
»– – en i Form af et Alter, af Steene opsat næsten firekantet Muur, som er opført af store flade Steen-heller, noget over 2de Alne høi, og 2 Alne paa hver Siide. Man kalder denne, her til Lands rare og usædvanlige Bygning, endnu Alteret, og vil meene, at det er brugt, i de Roman-Catholskes Tiider, som et Alter: men det er neppe troligt. Denne Bygning er vel retter fra vore allerældste Forældres Tiider, og smager meget af vore gamle Joters eller Jotuners Begreebe om Guddommen og dens Dørkning. Mærke-
