vestlige Spids, som ligger østenfor Agder og har, ikke alene en, men to Havne.
Den første Gang, et Stedsnavn for Slaget forekommer, maa være i den legendariske Saga om Olav den hellige (Christiania, 1849, S. 19), hvor det heder, at Kongen og hans Mænd, efter at have faret ud efter Viken, lagde sig við Nesjar firir Grenmar. Antagelig er denne Angivelse hentet fra den nu væsentlig tabte, ældste Olavssaga, der er tilbleven ved Aar 1160. Samme Angivelse træffes ogsaa i den lille, saakaldte Aagrip, der ligeledes er tilbleven ved denne Tid, og som siger, at Kampen stod firir Nesjum við Grenmar. Theodricus monachus nævner, at Slaget stod in loco, qui dicitur Nesiar. Paa disse, meget knappe Oplysninger bygger saa de større Sagaer, hvilke meddeler stedse fyldigere Beskrivelser, der endelig naar sit Høidepunkt i Flatøbogens udførlige Talangivelser over det gjensidige Styrkeforhold mellem de kjæmpende Parter. Fagrskinna siger, at Kong Olav lagde sine Skibe við Nesjar firir innan Grenmar, medens Jarlen kom fra den vestlige Side og for med Hæren, til þess er hann kom austr firir Nesjar ok lagði þar til hamnar.
Heimskringla anvender de Udtryk, at Jarlen med sin Hær holdt inn um Grenmar ok lagdisk við Nesjar.
At der har været en Fortælling, som henlagde Slagpladsen til et Sted, med Navnet Nesjar, synes ikke at kunne være tvivlsomt. Allerede deri, at Sighvats Skaldekvad fik Titelen Nesja-Viserne, maa der ligge et Bevis for Rigtigheden heraf. Men dermed følger ingenlunde, at de islandske Sagaskrivere har havt nærmere Rede paa, hvad der mentes med denne, i sig selv noget ubestemte Benævnelse. Ikke engang Forfatteren af Fagrskinna, som dog skulde give Udtryk for den særlig norske Tradition, kan i dette Punkt tillægges større Vægt. Han har gjort som Islændingerne for øvrigt, – taget, hvad der engang var
