paa begge Steder kunde vise sig at være en uhistorisk Tilsætning. Ialfald kan saa meget ansees sikkert, at Einar ikke to Gange har sagt disse Ord, baade ved Svold i 1000 og ved Nesjar i 1016, alene med den uvæsentlige Forandring, at de den ene Gang henvendtes til en Konge, den anden Gang til en Jarl.
Hvorledes en yngre Forfatter har kunnet fastsætte Tallet af Skibene til 45 og 20, er ikke muligt at angive med nogen Sikkerhed. Hans Udgangspunkt maa have været det Udsagn, som findes i Nesja-Viserne, at »Kongens Hær var mindre«, og at dette forøgede Seierherrernes Ros (»godt har vi kjæmpet«) Maaske kan Forfatteren derefter have opgjort sig en Beregning paa Grundlag af det normerede Antal af Ledingsskibe fra det nordenfjeldske og fra det søndenfjeldske. I den legendariske Olavs Saga har han nemlig (i Modsætning til Fagrskinna) fundet, at søndenfor Stad gik ingen Leding ud. I den ældre Gulatingslov kunde han videre finde, at Tallet af de Ledingsskibe, der stilledes af Fylkerne fra Namdalen til og med Søndmør, var 135, medens Viken stillede 60 Skibe. Mellem disse Tal er Forholdet netop det samme, som mellem Tallene fra Slaget, 45 og 20. Det ene repræsenterer Tredieparten af 135, det andet Tredieparten af 80. Saadant kan være et Tilfælde. Men det forekommer dog sandsynligt, at det maa have været gjennem et Regnestykke af denne Art, Forfatteren har kommet til sin bestemte Angivelse af Tallet paa Skibene inden de to Flaader. Imidlertid kommer Erling Skjalgssøn til med det eller de Skibe, han har bragt fra Rogaland. Disse maa da have staaet udenfor Jarlens Ledingsflaade, og Sagaskriveren har overseet, at Regnestykket, naar han var med, ikke helt passede. Han har holdt sig til det, som var fortalt, at der ikke var Ledingsskibe ude fra Fylkerne søndenfor Stad, altsaa heller ikke fra Roga-
