rikstad, dels for at tage de ankomne Fartøier i Øiesyn, dels for at tale med Kommandør Nyborg om, hvorhen paa Viksiden Provianttransportskibene skulde sendes med Brødet. Der var indløbet Melding om, at de Svenske paa Forhaand havde herjet Lehnet i Paavente af Angreb og ført Størsteparten af, hvad der kunde opdrives af Proviant, til Fæstningerne Göteborg, Marstrand og Bohus. Da Bønderne paa de Kanter dengang hverken havde Vogne eller Kjærrer, kunde Transport af Hærens Behov ved Opbud af disse ikke række længere end til, hvad der kunde føres frem paa Hesteryggen. Der var desuden stor Mangel paa Furage[1].
Ankommen til Fredrikstad maatte Generalen til sin store Ærgrelse erfare, at Galleierne og de smaa Fartøier, hvorpaa Transporten skulde føres, ikke vare forsynede med de fornødne »Stykker, Basser, Gevær og Ammunition«, ligesom Kommandøren gjorde opmærksom paa, at det havde sine store Betænkeligheder at gaa til Viksiden nu i den sene Aarstid, da Isen allerede havde begyndt at lægge sig i Havnene. Fartøierne kunde risikere at fryse inde paa de fiendtlige Kyster og vilde da være ufeilbarlig fortabte. Hertil kom, at den svenske Flaade, der laa i Lysekil, ikke langt fra Grændsen, var den norske overlegen, især da den af Generalen i hans Memorial om Landets militære Evne til Dækning af de norske Fartøier forlangte Nordsøeskadre ikke kom. – Hvad de enkelte Skibes mangelfulde Bestykning angik, havde vistnok Generalkommissariatet kort Tid, før Kommandøren modtog Generalens Ordre, anvist endel Penge til Anskaffelse af manglende Sager; men Ordren kom for hurtigt til, at noget kunde blive udført i saa knap Tid. Nu blev Kom-
- ↑ T.s Skr. til Kongen af 19de Nov. 1712. Memorialer 1712. D. Rigsark.
