mark, den lite Dec. fandt, at nu maatte der fattes en afgjørende Bestemmelse uden at oppebie Ordre. »Ved Grændserne var der intet at gjøre paa Grund af den særdeles stærke Frost og dybe Sne. Fienden havde trukket sig tilbage til Kvistrum Bro. Kornforraadet i Magazinerne var ringe og kunde ikke ventes at blive større til Vaaren, og da var det uomgjængeligt nødvendigt at have Brød og Korn i Beholdning, om der da muligens kunde være Tale om Indrykning.« Der blev derfor paanyt samlet et Krigskonseil, hvis Vota, i Henhold til Generalens Relation, paa Grund af hvad der ovenfor er anført, gik ud paa, at man var nødt til lidt efter lidt at lade Regimenterne rykke fra hverandre og holdes paa Lægderne indtil Kongens nærmere Befaling, efterat dog Fæstningerne først vare blevne vel besatte og Passene forsynede med god Vagt. – Da dette var besluttet, og Vinterkulden trængte stærkere og stærkere paa, Fremskaffelsen af Levnetsmidler viste sig mere og mere umulig – fik Afdelingerne Ordre til at afmarschere den 13de Dec., hvilken Afmarsch paabegyndtes et Par Dage senere.
Udover Vinteren og Vaaren begyndte Rygterne om Forræderi at brede sig ud over Landet. En stor Del af Hæren laa fjernt fra sine Hjem, indkvarteret paa Østlandet, og har i sin Uvirksomhed visselig ikke sparet paa at give væsentlige Bidrag til Rygternes Dimensioner. Man havde været vant til at gaa paa og ikke ligge i Dvale. Den norske Hærs hæderfulde Traditioner fra Gyldenløvefeidens Tid, den Gang man ikke var bange for at gaa over Grændsen, var tidtnok blevet omtalt af Soldaternes Fædre, som havde været med paa det raske Angreb paa Bohuslehn i 1676 og 1677, dengang da de seirede ved Venersborg og Uddevalla og erobrede Marstrands Fæstning og Gyldenløve rykkede ind i Dalsland og Vermeland midtvinters. – Her maatte derfor have været For-
