var i Orden, og han stod færdig til at trænge ind i Viken; men skulde han nu ikke kunne tro paa Generalen, saa var han ilde deran. Gik det galt med dennes Detachement, saa vilde man gjøre ham Bebreidelser, at han havde benyttet ham trods Advarsler, – selv om det, man beskyldte ham for, var Usandhed.
Herpaa kom der et Svar, som ikke findes. Løvendahl indberetter nemlig under 26de Okt.[1], at da han forstod, at H. M.s naadigste Vilje gik derhen, at Generalløitnanten quovis modo skulde ophøre at gjøre Tjeneste, haabede han, at det ikke blev taget ham unaadigt op, at han for at vinde Tid havde ladet ham dette meddele[2]. – Med den allerhøieste Konsternation havde Generalen svaret, at han fortroede sig til at være fuldt ansvarlig saavel ligeoverfor de gjorte –Beskyldninger som den af ham førte Konduite. – Iethvertfald vilde han nu holde det for en Naade uden videre at blive meddelt Afsked. Bonden Huseby vilde han med Lov og Ret have sat under Tiltale, og for end yderligere at lægge sin Uskyldighed for Dagen anmodede han om, at Løvendahl vilde lade Sekretær Morsing arrestere. – Paa hvad Maade nu denne Sags Knude vilde løse sig, fik Tiden vise. Sikkert var det imidlertid, at Fienden havde været nøie underrettet om de norske Troppers Forehavende. – Løvendahl haabede dog muligens at skulle kunne komme til at afsløre, ved hvem Korrespondancen var ført.
Hans følgende Skrivelse er af 4de Nov. 1710, i hvilken han indberetter, at han havde beordret alle Regimentchefer til et »Convent« i Anledning af den
