ning af Morsing og med Kommissionens Samtykke fik den Præst, som han havde ønsket at faa tale med, i Opdrag at foreholde ham hans usandfærdige Udsagn, idet Morsing vilde vidne for den alvidende Gud, at han var uskyldig; men dette førte ikke til noget. Huseby havde for Modtagelsen af den hellige Nadvere igjen bekræftet alt. – Imidlertid kom han sig af sin Sygdom, og Kommissionen lod Morsing tilstille Originalakterne, forat han til sit Forsvar kunde stille ham endel Spørgsmaal i Krigsprokurørens Nærværelse. Disses Besvarelse var i Hovedpunkterne overensstemmende med de mod Morsing tidligere rettede Beskyldninger – dog noget vaklende og i et og andet Tilfælde varierende.
Vicestatholderens Besvarelse af den kongelige Res. af 21de Nov. 1712 med Forespørgsel om, hvorfor Tortur ikke var bleven anvendt, gik i korte Træk ud paa følgende:[1]
Sammen med Generalauditør Sverdfeger havde Vieregg nøie gjennemgaaet de i omhandlede Affære passerede Akter – og herunder fundet, at den forrige Generalauditør Mercker var gaaet altfor vidt i den Relation til Baron Løvendahl, paa hvilken den kongelige Ordre om Tortur var grundet, naar han i samme havde sagt, at Morsing var bleven fuldstændig overbevist af Huseby om sin Forbrydelse, hvilket i Virkeligheden aldeles ikke forholdt sig saaledes; thi det var stor Forskjel paa at ville paahefte en en Forbrydelse og at fore tilstrækkeligt Bevis for samme. – Den første Kommission havde desuden handlet i høi Grad urigtigt ved at lade Huseby aflægge Ed, idet denne jo ikke kunde vidne:
1) som Angiver og Meddeler, hvorhos han ikke havde meldt Øvrigheden det paaklagede, men kun i privat Selskab rost sig af at være bleven sendt over til
- ↑ Memorialer 1713. D. Rigsark.
