saa klar og udviklet, som Generalauditør Mercker havde villet havt den til at være, og at Inkvisiten hidtil ikke godt kunde have været belagt med Tortur. Vicestatholderen anholdt – efter modent Overlæg med Generalauditør Sverdfeger – om, at den nærværende Kommission maatte faa Frihed til at forholde sig ligeoverfor den før anbefalede Tortur mod Morsing, saaledes som den efter Ret og Sagens Beskaffenhed fandt det at være forsvarligt.
Hvad Generalløitnant Tritzschler angik, siger Vieregg i samme Skr. af 28de Jan. 1713[1], vedrørte de ham tilsendte Bilage kun at undersøge, hvorvidt han havde givet Mathias Jokumsen og Jokum Mathiassen Anledning og Frihed til den mellem dem førte Korrespondance, og at Sønnen maatte komme over til Faderen. I de Bilagene vedlagte Svar havde Generalen retfærdiggjort sig, hvilket var bestyrket af Kommandanten i Fredrikshald, Oberstløitnant Bruun[2], saaat hvad dette Spørgsmaal angik, intet var at bemærke mod ham. Hvad de andre Anklagepunkter angik, saa kunde man af Morsings Proces og den i samme førte Protokol og dennes Akter intet finde om, at Generalløitnanten havde havt nogetsomhelst Kjendskab til den fra Sverige førte Havresæk med Penge, – og hvad det andet og tredie Punkt angik, at han havde kunnet beskjæftige Svenskerne mere med de norske Tropper, end han gjorde, og at han havde holdt de søndenfjeldske Tropper saa længe i sine Kvarterer og derved foraarsaget mange Omkostninger, at han her ikke havde villet vige for andres Raad, derom forefandtes intet, som man kunde
