Endskab paa denne Sag og submitterede sig derfor gjerne ikke alene en Generalkrigsret, omendskjønt i Norge ingen General havde Charge[1], men ogsaa var tilfreds, om Sagen kunde blive afgjort af en Kommission bestaaende af civile og militaire ...... Vicestatholderen skulde dog anse det tjenligt, før man kom til Decidering i denne Generalløitnant Tritzschlers Sag, at den haardt arresterede Stabssekretær Morsings maatte blive tilendebragt – forat man kunde erfare, om førstnævnte havde nogen Sammenhæng med denne... Morsing havde nu over 4 Aar siddet og sad endnu under haard Bolt og Jern og havde underdanigst bedet om Forløsning – til Døden eller Livet. – Kragh kjendte lidet eller intet til Forholdene, enten han var skyldig eller uskyldig; men han tillod sig dog aller underdanigst at foredrage for H. M. denne elendige Synders haarde Medfart, især da de, som havde Sagen imod ham ihænde, ikke handlede lovformelig ved at lade ham hensidde saa længe uden at tiltale ham.
I sin – ovenanførte Memorial til Kongen ledsagende – Skrivelse til Overkrigssekretæren[2] siger Kragh, at han ikke kunde begribe, hvorledes man havde kunnet gaa sa haardt frem og ladet ham saaledes sidde i 4 Aar i Bolt og Jern uden at bringe Sagen til Endskab. De fleste vare af den Tanke, at man ikke kunde gjøre Morsing nogetsomhelst ad Rettens Vei, og var det Tilfældet, saa det vanskeligt ud, hvordan det skulde blive rettet herpaa, hvordan han skulde søge Regres.
Generalløitnant Tritzschlers næst sidste Memorial til Kongen før Sagens endelige Afslutning var af 1ste Sept 1714. Med denne fulgte igjen en indtrængende Henvendelse til Overkrigssekretæren. »Den nu indsendte Memo-
