rial«, siger han, »indeholdt intet andet, end hvad han i 4 Aar havde skrevet om. Dette var dog himmelskrigende Synd! Han maatte tro, at Kongen ikke kunde være rigtig underrettet, siden han intet Svar fik paa sine Henvendelser. – Kongen, der var saa god og naadig, vilde aldrig kunne tillade, at man saa totalt ruinerede ham ...«
Med en fornyet »Supplique« fra Morsing skrev dernæst Vicestatholderen under 22de Sept. 1714[1] til Overkrigssekretæren, »at dette var en Barmhjertighedssag, som han ikke kunde undslaa sig for at rekommandere paa det bedste. Det syntes, som om man havde gaaet temmelig haardt frem mod Morsing – imod Lands Lov og Ret – og vilde der komme til at hvile Ansvar paa dem, som havde været Aarsag til slig Medfart ...«
Endelig – efter 4 Aars Forløb – syntes Tiden at være inde til at faa Sagen afsluttet. Generalauditør Bornemann[2], der havde faaet de indkomne Dokumenter til Erklæring, var i sin Kritik enig med Sverdfeger og fandt, at dennes Bemærkninger havde »stort Fundament«[3]. Feilen var hovedsagelig, at man fra Begyndelsen af for dengang at fan den tilendebragt havde forceret den for meget. Der kunde ikke sees bort fra, at Generalauditør Mercker skulde kunne have taget Feil. – Hvad saadanne Sager angik, som vedrørte crimen læsæ majestatis, pleiede de ikke alene ikke at have flere Vidner; men man maatte ofte til deres Bevis gaa efter blotte supçons. – Kongen havde ved Lovens Kap. 70 bestemt, at saadanne Sager som de vedrørende den krænkede Majestæt skulde være aldeles fritagne for den ordinære og almindelige Landets
